To nye forskningsrapporter peger på en ofte overset overgang, som kan få stor betydning for, om vores kommende frisører bliver i faget. Det er en udvikling, vi bør tage meget alvorligt.
Det positive er, at de unge, der vælger vores fag, faktisk har lyst til at være her. Det er den klare konklusion i to nye rapporter fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, som har fulgt unge under 25 år først gennem grundforløbet og siden ude i oplæringen. De er fagligt nysgerrige, stolte af deres arbejde og motiverede af mødet med faget, værktøjerne og den direkte feedback, når noget lykkes i deres hænder.
Man skulle derfor tro, at rekrutteringsproblemet var løst. Men sådan er det ikke. Og netop her bliver rapporterne særligt interessante for os i branchen.
Den overgang, ingen taler om
EUD-forskningen har længe talt om to kritiske overgange: Den fra skole til oplæring, og den mellem teori og praksis. Men forskerne bag den nye rapport peger på en tredje – og hidtil overset – overgang: Den mellem ungdomslivet og uddannelseslivet i oplæringen. Det handler ikke om læring. Det handler om identitet. Om at kunne være både ung og lærling samtidig.
Og her skurrer det for vores branche. Lørdag er salonens travleste dag – og ungdommens frieste. Lange dage på stående ben dræner overskuddet. Små saloner betyder få kolleger og færre faglige fællesskaber at spejle sig i. Rapporterne beskriver, hvordan mange unge udvikler det, forskerne kalder „trække-sig"-manøvrer: De takker nej til fester, reducerer fritidsaktiviteter og slipper relationer for at få hverdagen til at hænge sammen. Det er ikke dovenskab. Det er overlevelse.
Ansvaret ligger ikke hos eleven alene
Det springende punkt er ikke, at oplæringen er hård. Det har den altid været – og flere af de unge i undersøgelsen fortæller faktisk, at de vokser med ansvaret og modnes af det. Problemet er, at sammenhængsarbejdet mellem ungdomsliv, skole og salon i dag i vid udstrækning ligger på den enkelte unges skuldre. Og når belastningen bliver for stor, er det ikke faget, de dropper. Det er rammerne omkring faget.
For os i dofk betyder det, at rekrutteringsdebatten skal have et ekstra lag. Det er ikke nok at tale om frisøruddannelsens omdømme, om flere lærepladser eller om at rydde op i dem, der kalder sig frisører uden at være det. Vi er også nødt til at se indad i vores egne saloner og spørge: Giver vi plads til, at vores lærlinge kan være unge ved siden af faget? Tager vi dialogen om arbejdstider, overskud og fællesskab? Ser vi dem som unge mennesker i tilblivelse – eller som et par ekstra hænder på travle dage?
Ikke blødt – nødvendigt
Det er fristende at afvise den slags som bløde pointer. Det er det ikke. Det er en forudsætning for, at de unge bliver i vores branche længe nok til at blive de dygtige frisører, vi har så hårdt brug for. Den nye dofk-strategi taler om at gøre det attraktivt at være frisør og kosmetiker. Rapporterne minder os om, hvor det arbejde starter: I hverdagen, på arbejdspladsen, i mødet med det enkelte unge menneske.
Vi skylder dem – og os selv – at tage opgaven på os.
Kilder: „Hvordan giver det mening at være ung på EUD?" (Louw, Thomsen & Mahler, 2025) og „Unge i oplæring på erhvervsuddannelserne" (Mahler, Justenborg & Louw, 2026). Begge fra Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet, i regi af CEVEU.