Når forårssolen igen tager fat, har Connie Mikkelsen haft sin sidste arbejdsdag i DOFK efter 25 år i spidsen som formand. Det markerer afslutningen på en epoke med store forandringer i vores branche og i det samfund, vi er en del af — og især én begivenhed viste, hvor stærke vi er blevet under Connies ledelse.
De fleste af os kender Connie Mikkelsen som vores formand, talskvinde og repræsentant i forhandlinger med samfundet omkring os. Vi kender hende som den, der troværdigt og grundigt lægger strategier frem og tager dialogen med alt og alle fra os selv som medlemmer til ministrene og politikerne på borgen. Men hvordan kom hun egentlig fra frisørstolen i Kolding til formandsstolen i Randers? ”Min første kontakt med foreningen var faktisk ret tilfældig. Jeg er udlært frisør fra Kolding-området, og da jeg fik egen salon, gik jeg selvfølgelig ind i foreningen for at være med til at stille erhvervet stærkere i området. Og så går det jo ind imellem sådan, at man kommer til at række hånden op på et møde og bliver valgt ind i et udvalg eller en bestyrelse,” siger Connie Mikkelsen.
Ordnede forhold for alle
Efterhånden som Connie engagerer sig i foreningsarbejdet, begynder det at gå op for hende, at det både er nødvendigt og tilfredsstillende at skabe resultater: ”Jeg er en type, der har det bedst, når der er ordnede forhold. Det er nemmere for både arbejdsgiver og ansatte, når vi alle arbejder indenfor faste aftaler og overenskomster, hvor der er klarhed omkring løn, arbejdsvilkår og rettigheder. Det er hårdt at være frisør og kosmetiker, det er hårdt at være selvstændig – og vi er jo ikke advokater eller revisorer med store honorarer for vores arbejde. Man skal være ualmindeligt dygtig for at tjene godt på en salon og bygge en ordentlig opsparing, og derfor finder jeg hurtigt ud af, at jo bedre rammebetingelser, vi kan skabe – jo større er chancen for at vores medlemmer overlever som forretningsdrivende og bliver gode arbejdsgivere for de ansatte.”
Fra frivillig til professionel
I 2001 bliver Connie Mikkelsen for første gang valgt som formand for DOFK i Jylland, og dermed går hun fra at være frivillig i organisationen til pludselig at være professionel. For formandsposten er et fuldtidsjob, der ikke levner plads til at være frisør. ”Da jeg bliver valgt til formand, er det pludselig alvor. Skal jeg sælge min salon? Kan jeg finde ud af at være formand? Kan jeg komme tilbage som frisør, hvis jeg ikke er formand længere? Men jeg vælger at tage springet. Jeg har fået smag for de resultater, man kan opnå i organisationsarbejdet, og går 100% ind i det. Jeg synes, det er meget at gøre for de selvstændige frisører og kosmetikere. Specielt i form af anerkendelse og uddannelse, for vi er jo specialiserede fag, der betyder noget for mange mennesker og som der burde stå mere respekt om i samfundet.”
Kampen for uddannelse og certificering
På Connie Mikkelsens vagt bliver uddannelse og overenskomster centrale styrkepositioner i foreningen, og det er der en helt central årsag til: ”Vi er et specialiseret håndværk og et traditionsrigt fag, men fordi vi ikke har en egentlig certificering, er vi også et fag, hvis omdømme alt for mange lukrerer på. Det er ingen sag at åbne en salon eller kosmetisk klinik uden den rette uddannelse eller kompetence. Det er bare at leje et lokale og købe et skilt, og det er en kæmpe trussel mod begge vores fag. Derfor har vi på de ene side satset hårdt på kvalitetsuddannelse og udvikling af stærke overenskomster, dels arbejdet på en certificering, så almindelige mennesker har mulighed for at sikre sig, at den salon, de frekventerer, er bemandet med faglærte under overenskomst og har ordentligt arbejdsmiljø. Uddannelserne har vi efterhånden godt fat om, men certificeringen har desværre lange udsigter, og det håber jeg, at min efterfølger får succes med.”
Da frisørerne kom på forsiden
Da Corona-pandemien rasede og den første store nedlukning sendte millioner af borgere hjem fra arbejde, kom Connie og kollegerne på kontoret imidlertid på overarbejde. Panikken blandt medlemmerne bredte sig, og Connie gjorde det til sin mission at råbe politikere og myndigheder op omkring frisører og kosmetikeres særlige situation som selvstændige, og det gav i den grad genlyd i den offentlige debat, hvor Connie sammen med medlemmer sørgede for, at specielt frisørernes forhold var på agendaen i nyhederne det meste af tiden: ”Pandemien var en ekstrem tid. Den holdt et forstørrelsesglas over de udfordringer små selvstændige har, og myndighedernes håndtering af nedlukning, momslån og kompensationer viste for alvor, hvor lidt beskyttelse små selvstændige har i samfundet, når en stor krise rammer. Mens de ansatte var beskyttet mod de helt store tab, led klinikejerne for alvor under to nedlukninger, der blev sat i gang i panik og uden plan på forhånd. Det kostede mange af vores medlemmer deres livsværk, opsparing og lysten til at være selvstændige, og det er faktisk først i dag, vi er ved at være tilbage på fode efter pandemien igen. Det var en kamp, der var helt nødvendig at kæmpe, men jeg håber ikke, at vi kommer derud nogensinde igen.”
Ny generationer kræver nye løsninger
Connie Mikkelsen mener stadig, det er fantastisk at være frisør og kosmetiker, men der er mørke skyer på horisonten for fagene i fremtiden. Det er dels truslen fra uuddannede og uorganiserede, dels problemet med den ekstreme mangel på unge, som vi ser ind i de næste 15 år. ”Det er en udfordrende opgave, min afløser har taget fat på, for manglen på arbejdskraft er stor og konkurrencesituationen gør det svært at skabe en god forretning fremover. Derfor glæder det mig, at der hele tiden arbejdes på nye tiltag. Barber-uddannelsen er godt eksempel på, hvordan vi forhåbentligt får en helt ny gruppe af unge mænd ind i branchen. Unge fyre, der har en anden tilgang til salonen og dens tilbud, men som har mod på at dygtiggøre sig fagligt og forretningsmæssigt. Det er en positiv udvikling, og det er et godt eksempel på, at vores erfaring og kompetence er med til at bane vej for ny udvikling i branchen.”
Connie Mikkelsens nye liv
Når Connie Mikkelsen takker af i DOFK, begynder et nyt liv med mere tid. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad den skal bruges på: ”Jeg får heldigvis mere tid til familien og især børnebørnene, men jeg får jo så også mulighed for at gå i gang med ting, jeg længe har haft lyst til, men ikke har haft tid til. Jeg skal blandt andet lære mere sprog,” slutter Connie Mikkelsen.
Karrieren kort fortalt
- 1977 Udlært i Strøgsalonen i Kolding
- 1981 Starter salon Carnaby i Kolding sammen med kollega.
- 2001 Sælger salonen for at blive formand for sektion Jylland
- 2010 Overtager posten som landsformand og havde samtidig formandsposten i Jylland
- 2020/2021 Leder sammenlægningen af sektionerne i DOFK
- 2025 Får titlen ”direktør”
- 2026 Stopper i DOFK
