En ny regering er dannet. En vigtig milepæl. Nu skal ambitioner omsættes til konkrete forbedringer for dem, der hver dag driver egen forretning og skaber arbejdspladser i hele landet. Det er en reel mulighed for at skabe bedre rammevilkår for de selvstændige i hår- og skønhedsbranchen. Her er DOFK’s ønskeliste til den nye regering.
Uanset den nye sammensætning af regeringen og indholdet i regeringsgrundlaget, så er konklusionen den samme for dofk: Der er nok at slås for i den kommende tid i dansk politik.
Vi har særligt tre ting på ønskelisten til det politiske Danmark:
- Uddannelserne skal styrkes
- Vi skal beskytte vores fag
- Vi skal have mindre bøvl
Når unge vælger at gå ind i faget, er det fordi, de har lyst, og fordi de ser en fremtid i faget. Sådan skal det være. Man skal kunne være stolt af at være frisør eller kosmetiker. Vi har brug for at få dygtige unge mennesker ind i faget, for det skal vores branches fremtid bygges på. Det kræver, at vi kan tilbyde en god uddannelse med høj faglighed og høj prestige, så vi kan tiltrække de talentfulde unge.
Derfor skal vi fortsætte med at udvikle og styrke vores uddannelse. Det vil få flere til at søge i vores retning, og det vil gøre det nemmere for salonerne at få dygtige unge mennesker ind i faget.
Vi har en vigtig uddannelsespolitisk opgave foran os.
Vores uddannelser skal styrkes!
En god uddannelse er grundlaget for faglighed og kompetencer. Det er det, der først og fremmest skaber en stærk salon. Desværre har vi også en branche, der i stigende grad tiltrækker lykkejægere med barbermaskine. Uden uddannelse, uden kompetencer og uden viden.
Vi må gøre op med fuskefrisører og bagdørsbarberer, der på skyggesaloner klipper og farver uden forudsætninger. Uden kendskab til håndtering af hverken saks, kemikalier eller arbejdsmiljø. Saloner, der kører på frihjul, snyder i moms og skat og laver lyssky forretning i baglokalet.
De giver frisørfaget et dårligt navn og skaber unfair konkurrence. Man burde som kunde i salonerne kunne forvente faglærte frisører, kompetent service og ansvarlig forretningsdrift. Der bør være grænser for, hvad man kan tillade sig at sælge til folk uden at vide, hvad man laver. De skader både kunderne og vores branche.
Vi drømmer om en autorisationsordning eller en beskyttelse af vores titel, så man ikke kan kalde sig frisør uden at være det.
Vi skal beskytte vores fag!
Og så skal det være nemmere at drive salon. End ikke fantasien sætter grænser for de nye økonomiske og administrative byrder, som det offentlige vælter ned over virksomhederne i disse år. Det gør det sværere at drive virksomhed, og det er netop de mindste virksomheder, der bliver hårdest ramt, fordi de ikke har den store administration til at håndtere alle reglerne og kravene.
Vores branche rammes derfor også hårdt. Vi må sammen med andre brancher slås for, at den ny regering sammen med Folketinget vil tage opgaven alvorligt med at reducere byrderne på små selvstændige erhvervsdrivende. Jeg vil konkret foreslå regeringen, at man indfører et krav til sig selv om, at hver gang man indfører én ny regel, så afskaffer man to.
Det skal være lettere at drive salon.
Vi skal have mindre bøvl!
Det vil dofk slås for. Det skal være nemmere, billigere og mere attraktivt at drive salon
